 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Reglerne under 1. Verdenskrig
Her finder du de vigtigste regler for 1. Verdenskrig
Giftgas:
De første giftige våben under Første Verdenskrig blev brugt på vestfronten i 1915. Herefter blev forskellige giftgasser brugt i vidt omfang af alle krigens parter. I juli 1917 brugte tyskerne sennepsgas for første gang ved et slag i nærheden af den belgiske by, Ypres. Derfor er sennepsgas også kendt under navnet yperit. Gassen giver blærer på huden, som bliver til sår. Man får også vejrtrækningsproblemer, blodig diarré, krampe i øjenlågene og skader på lungerne. Større mængder gas giver en smertefuld død.
Den Internationale Røde Kors Komité udsendte allerede under krigen en appel om at forbyde brug af giftgasser, og det resulterede blandt andet i underskrivelsen af en Genève-protokol i 1925.
Civile:
Omkring en tredjedel af de dræbte under Første Verdenskrig var civile. Det er mange, men i forhold til senere krige er det et lavt antal. Det skyldes, at krigen var en skyttegravskrig, hvor fronterne næsten ikke flyttede sig. Soldaterne havde gravet skyttegrave, hvor de var i dækning, når de skulle skyde på fjenden. De civile kunne roligt gå i skole og på arbejde uden at havne midt i et slag – slagmarkerne var jo de samme steder hver dag og mestendels uden for byerne.
Folkedrab:
Armenien var under Første Verdenskrig en del af det Osmanniske Rige med regering i Konstantinopel, som i dag hedder Istanbul. Den osmanniske regering så krigen som en mulighed for at udvide riget. Armenien ligger mellem Tyrkiet i vest og de stater i øst, som regeringen ønskede at indlemme i storstaten. Armenierne var i vejen og blev derfor tvunget til at vandre til Syrien i syd. Disse marcher bød på voldtægter, tortur og drab. Mellem en og halvanden million armeniere blev dræbt mellem 1915 og 1918. I dag ville man nok have kaldt det folkedrab, men Tyrkiet er aldrig blevet dømt. Folkedrab kom først med i krigens regler i Genève-konventionen i 1949.
Krigsfanger og Dansk Røde Kors:
Dansk Røde Kors varetog under Første Verdenskrig kontakten mellem cirka 3,5 millioner krigsfanger på østfronten og deres pårørende. Krigsfanger havde på det tidspunkt kun få rettigheder, men Dansk Røde Kors kunne altså alligevel gøre en stor indsats. De sørgede for at sende telegrammer fra familierne til de tyske krigsfanger på østfronten. Da krigen brød ud i 1914, var der kun få regler for behandling af krigsfanger, og det betød, at krigsfangerne flere steder blev behandlet meget dårligt. Nogle steder var behandlingen dog nogenlunde i orden – blandt andet takket være besøg af folk fra Den Internationale Røde Kors Komité og fra neutrale lande.
Bedre regler for krig:
Første Verdenskrig var så grusom, at man bagefter blev klar over, at der var brug for mange flere regler for krig. Derfor forsøgte Røde Kors og nogle regeringer efter krigen at lave regler for beskyttelse af civile i krig - og det lykkedes også at lave et forbud mod giftgasser. Men reglerne var slet ikke gode nok. Efter grusomhederne under Anden Verdenskrig blev de igen revideret.
|
|
|
|
|
