Laurent og Odettes fire børn er heldigvis ikke selv smittede. Men de skal leve med, at der bliver råbt efter dem i skolen. Og de skal leve med, at deres forældre har en dødelig sygdom.

Hemmelige samtaler bag murene

Laurent sidder sammen med Odette under et træ i deres store have. Haven er hegnet ind, så folk ikke kan kigge ind. Hiv er ikke noget, man taler åbent om her i byen Kpalimé i Togo.

 
”Jeg får mange besøg af folk, som diskret glider ind ad porten,” siger Laurent.
”Du kan se, murene omkring vores store grund er høje. Man kan komme her og snakke ugenert. Dem, der kommer her, ved at jeg har aids. De vil have råd af mig om alt muligt om sygdommen.”

”Jeg er ikke så åben som Laurent, men jeg støtter ham, så godt jeg kan,” forklarer Odette og kigger på sin mand.

Familien har ikke råd til medicin

Laurent har ikke været så åben altid.

”Faktisk var min første tanke at begå selvmord, men så tænkte jeg på børnene. De har brug for mig.”

Laurent vidste, at han ikke behøvede at dø hurtigt, hvis bare han fik medicin. Men det sidste halve år, har familien ikke haft råd.

Røde Kors i Togo kan ikke give Laurent og Odette medicin. Men en gang om måneden laver Røde Kors Centret i Kpalimé mad til alle med hiv og aids. Centret har også en samtalegruppe, hvor Laurent og Odette nogle gange kommer og snakker med andre om deres sygdom, om folks fordomme og om deres drømme for fremtiden.

”Mit store ønske er, at nogle vil hjælpe vores børn til at blive færdige med deres skole og få en uddannelse,” siger Odette alvorligt.