Vidste du... at Indonesien var det land, der blev hårdest ramt af tsunamien i 2004?
Projekt om tsunamien
Før du kan gå i gang med et projekt om tsunamier, bliver du nødt til først at finde en problemformulering. Du skal også overveje, hvilken slags produkt du vil lave.
Problemformulering Det er vigtigt for din opgave, at du har en god problemformulering. En problemformulering er et spørgsmål, som din opgave forsøger at besvare.
Lad være med at vælge et spørgsmål, man kan svare ja eller nej til. Tag i stedet udgangspunkt i noget der undrer dig eller som du gerne vil blive klogere på. For eksempel:
Hvorfor fik tsunamien i Asien i 2004 så meget opmærksomhed i forhold til verdens andre katastrofer?
Kan man forebygge en tsunami? Hvorfor/hvorfor ikke?
Hvordan forudsiger man en tsunami?
Produkt Du skal lave et produkt, som er med til at formidle din opgave til resten af klassen.
Dit produkt skal passe godt til det indhold, du gerne vil formidle. Hvis dit projekt handler om genopbygningen efter tsunamien i 2004, kan du for eksempel lave en pjece eller en powerpoint-præsentation. Hvis du har skrevet om, hvordan det føles at leve i tsunamiens ruiner, er det måske en bedre idé at komponere et stykke musik.
Det vigtigste er, at du selv har lavet produktet og at du kan forklare, hvorfor netop dét produkt passer godt til indholdet i din opgave.
Husk også at tænke over, hvordan du bedst bruger din kreativitet. Lad være med at lave et lave et teaterstykke om livet efter tsunamien, hvis du ikke bryder dig om at stå på en scene. I stedet kan dit produkt være en paneldebat, et maleri eller noget helt femte.
Du kan læse mere om projektopgaver på undervisningsportalen EMU.