Mennesker i krig - [ Soldater ]

Se filmklip om soldater
Regeringens soldater, Liberia 2003, Fotograf Teun Anthony Voeten, ICRC

Regler om soldater
Her finder du de vigtigste regler om soldater
  • Soldater har en særlig status - de er kombattanter
    Soldater var de første til at blive beskyttet af krigens regler. Det skete i 1907, hvor landene blev enige om, at man som soldat har en række rettigheder. Soldater fik en særlig status som kombattanter. Det er kun kombattanter, der må kæmpe i krige. Kombattanter kan ikke retsforfølges, fordi de har kæmpet i en krig og slået fjendens kombattanter ihjel. Kombattanten har jo netop bare gjort det arbejde, som hans lands politikere har sat ham til.

  • Kombattanter skal følge krigens regler
    Men kombattanten skal holde sig inden for krigens regler. Han må ikke begå krigsforbrydelser som f.eks. at skyde civile eller fjendtlige kombattanter, som har overgivet sig. Gør han det – så kan han blive stillet til ansvar for sine handlinger. Det gælder også hans chef, forsvarsministeren og sågar landets præsident – hvis denne for eksempel har givet ordre til at begå krigsforbrydelser.

    Der er mange eksempler på, at kombattanter er blevet retsforfulgt efter en krig. Det skete efter 2. Verdenskrig, efter Vietnam-krigen, efter tortur-sager i Abu-Graib fængslet i Irak og mange andre gange.

  • Kombattanter skal kunne genkendes
    Én af de regler kombattanten skal overholde er, at han skal have et synligt kendetegn som for eksempel en uniform – så fjenden kan se, at her er en kombattant, som man altså må skyde på. Kravet om et synligt kendetegn bliver ikke altid overholdt. Men en kombattant skal under alle omstændigheder bære sit våben synligt.

    Bærer en kombattant ikke våben, og deltager han ikke længere i kamphandlingerne, må han ikke skydes – han er jo ikke længere en trussel. I stedet kan man tage ham som krigsfange.