Reglerne under Irak-krigen
Her finder du de vigtigste regler for krigen i Irak
Det er forbudt at udvikle, fremstille og oplagre masseødelæggelsesvåben. Da det internationale samfund havde mistanke om, at Saddam Husseins styre ikke ville overholde denne regel, sendte FN fra 1991-2003 våbeninspektører til Irak, der skulle holde øje med, om reglen blev brudt. For at få Irak til at stoppe alle forbudte våben-programmer indførte FN sanktioner mod Irak: Ingen lande måtte købe olie af Irak, før produktionen af våben var stoppet.
Angrebet på Irak
Det er ulovligt at angribe et land. Det står der i folkeretten, som gælder for alle verdens lande. Men det kan være lovligt i to tilfælde: Hvis det er i selvforsvar, eller hvis FN’s Sikkerhedsråd har givet tilladelse til angrebet. Mange mener, at USA og dets allieredes angreb på Irak var ulovligt i forhold til folkeretten. Landene angreb Irak, fordi de mente, at Saddam Hussein havde udviklet masseødelæggelsesvåben. Men præventivt selvforsvar er ulovligt. De 15 lande, som er med i FN’s Sikkerhedsråd, kunne ikke blive enige om at give tilladelse til angrebet. USA og dets allierede forklarede angrebet med, at FN’s Sikkerhedsråd i midten af 1990’erne – dengang Irak angreb Kuwait – havde givet tilladelse til at bruge militær magt mod Irak, og at den tilladelse stadig var gældende.
I dag er FN’s Sikkerhedsråd enigt om, at amerikanske og allierede styrker har lov til at være i Irak. De internationale styrker har til opgave at skabe ro og orden og overdrage kontrollen med landet til irakerne selv.
Folkedrab
Folkedrab er en forbrydelse både i fredstid og i krigstid. Landene, der har underskrevet Folkedrabskonventionen, skal forhindre folkedrab og straffe de ansvarlige for folkedrab. Saddam Husseins angreb på kurderne i 1980’erne var derfor ulovligt.
Mange mener, at det bør være lovligt at skride ind overfor et andet lands interne forhold, for eksempel hvis et lands leder begår folkedrab på en befolkningsgruppe. Efter 1988, da Saddam Husseins tropper angreb kurderne i det nordlige Irak, skred andre lande ind. USA og England tog kontrollen over en stor del af luftrummet over Irak for at undgå, at Saddam Hussein igen angreb sin egen befolkning.
Tortur
Tortur er forbudt både i fredstid og krigstid. Beretninger fortæller om Saddam Husseins fængsler, hvor nogle fanger fik presset deres øjne ud, gennemboret deres hænder med elektriske boremaskiner, trukket neglene af fingrene og meget mere. Det er totalt forbudt.