|
Regler om tortur
Her finder du de vigtigste regler om tortur
- Tortur og umenneskelig behandling er forbudt både i krig og fred. Det siger Genève-konventionerne, FN’s Torturkonvention og forskellige andre internationale regler. Men ingen af konventionerne indeholder en præcis beskrivelse af, hvad tortur og umenneskelig behandling er. Derfor kan der nogle gange opstå tvivl, om den behandling, som en krigsfange eller en civil er blevet udsat for, er tortur eller umenneskelig behandling.
- De krigsførende parter skal sikre, at krigsfanger og beskyttede civile personer ikke udsættes for tortur og anden umenneskelig behandling. For eksempel er det forbudt at slå folk under forhør. Men det er også forbudt at ydmyge dem ved for eksempel at tage billeder af nøgne fanger.
- Torturbødler er ansvarlige for deres handlinger, derfor kan de straffes efter internationale regler. Staterne har pligt til at retsforfølge personer, der har begået tortur, og som befinder sig i deres land, også selv om torturen er sket i et andet land.
- Torturofre har ret til erstatning og oprejsning for den umenneskelige behandling, de har været igennem. Det er ikke torturbødlen, der skal udbetale erstatning, men den stat, som har ansat torturbødlen.
- Personer, der søger asyl, må ikke sendes til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. Der står i FN’s Torturkonvention, at en stat ikke må ”….udvise, tilbagelevere eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur”.
|
|