Meulaboh
En af de byer, der blev hårdest ramt
Meulaboh ligger på Sumatras vestkyst helt ud til vandet, og en stor del af byen ligger på en halvø. Derfor ramte tsunamien hårdt i Meulaboh. Huse, skoler, fiskenet og både blev ødelagt - og marker blev oversvømmet. Store dele af byen blev jævnet med jorden, og mange bydele ligger stadig under vand. Der hvor folk tidligere boede, er der nu hav.
Alt var kaos efter tsunamien
Meulaboh er en af de byer, der blev allerhårdest ramt af tsunamien. Man skyder på, at 40.000 mennesker omkom i byen. Før tsunamien boede der 120.000 i Meulaboh.
Lige efter tsunamien var området én stor pærevælling af smadrede huse, døde dyr og mennesker, knækkede palmer og ødelagte biler og skibe.
Livet er tilbage
Men i dag er livet tilbage i byen. Nye forretninger skyder op, markedspladserne er åbne, fiskerne sejler igen på havet, og børnene er tilbage i skole. Tsunamiens ødelæggelser er dog stadig synlige. Nogle steder flyder det stadig med murbrokker og andre rester efter katastrofen, men i det meste af byen er alt normalt igen.
Vejene er ødelagte
Forretningerne har igen fået varer hjem, og du kan købe det meste i byen. De nærmeste større byer er Banda Aceh og Medan. Banda Aceh ligger cirka 300 kilometer væk, men de dårlige veje gør, at det er en lang rejse at komme dertil. For at komme til Medan kan man tage en bus eller køre i bil – turen tager cirka 15-20 timer.
Tropisk klima
Meulaboh ligger tæt på ækvator, så klimaet er tropisk. Derfor er der jungle lige uden for Meulaboh, hvor der bor aber og slanger. På markederne i byen kan du også købe friske bananer, mango og kokosnødder.