Fritid - Musik
Se hvilke musikinstrumenter Røde Kors har delt ud på skolerne.

Hør indonesisk popmusik

Hør Romis musik

Hør mere indonesisk musik

Se Romi øve med sit band.

 

Musik

Indonesere elsker musik

Det er ikke let at være vild med thrash-metal i Meulaboh. Der er nemlig ingen butik i byen, hvor Romi kan købe albums med sine yndlingsbands Slipknot, Korn og Sepultura. Han er nødt til at bestille musikken hjem fra Medan, som er en by, der ligger på den anden side af kysten. Romi har været i Medan en enkelt gang. Dengang tog det 22 timer i en bil at køre derover.


Hård rock

Romi spiller trommer i et band med tre venner fra skolen. De spiller sammen en gang om ugen i et øvelokale i byen, hvor de spiller meget høj og hård rock. Han vil gerne være langhåret – ligesom rigtige rockstjerner – men det må man ikke, når man går i skole i Meulaboh.


Romi tager til musikkonkurrencer

Han har spillet trommer siden han var 11 år gammel, og han tager nogle gange til musikkonkurrencer med sit band.

”Hvis jeg har tid, så tager jeg hen og spiller hver dag. Hvis jeg ikke spiller musik der, så hænger jeg bare ud, lytter til musik eller går over og spiller fodbold på banen overfor,” fortæller Romi.


Øvelokalet ligger midt i ruinerne

Når Romi og bandet trykker den af i øvelokalet, så står der tit en stor langhåret mand og rocker med. Det er Geronimo. Han har fået øgenavnet, fordi han har langt og mørkt hår – ligesom indianer-høvdingen Geronimo. Geronimo er en af de eneste mænd i Meulaboh med langt hår. Folk i byen synes, at han er lidt mærkelig, men drengene, der kommer i øvelokalet synes, han er sej. Det er Geronimo, som lejer det hus, hvor Romi og de andre drenge kommer og spiller musik. Før tsunamien var det en fødeklinik, men nu har indianeren valgt at leje lokalet og bruge det til at spille musik i.


MTV er populært

Musik er meget populært i Meulaboh og resten af Indonesien. Der er rigtigt mange indonesiske musikere, som er meget populære – det er f.eks. Rafly, Radja og Peter Pan. Men unge i Indonesien lytter også til musik fra Europa og USA, og det bliver mere og mere populært. De unge hører musik på de mange radiostationer eller ser musikvideoer på tv. MTVs asiatiske hitliste med amerikansk og europæisk musik er den mest populære tv-station blandt unge indonesere.