Hjemmet

Tusinder blev hjemløse
Klokken er halv otte, og Mongga er lige stået op. Han sidder i teltet og spiser morgenmad. Æg og ris. Efter morgenmaden åbner han kiosken foran familiens telt. I kiosken sælger de cigaretter, slik, medicin, vand og benzin. 14-årige Mongga bor i en teltlejr i midten af Meulaboh sammen med resten af beboerne fra den landsby, hvor de boede før tsunamien.

Mongga bor i nødhjælpstelt
Der bor lidt over 100 familier i teltlejren. Teltene er ikke særligt store – mindre end halvdelen af et dansk klasseværelse. I Monggas telt bor de fire personer: Mongga, hans forældre og lillebroren.

Før tsunamien havde de et fint hus ikke så langt derfra, men der er kun gulvet tilbage nu. Tsunamien åd resten af huset. ”Vi mistede alt. Jeg havde kun mit tøj med, da vi løb fra vandet. Vi har købt alle ting igen: køleskab, gasblusset, riskogeren og tv’et,” fortæller Mongga. ”Før tsuamien boede vi tæt ved floden, og der var meget vind, som kølede af. Men her i teltet er det alt for varmt,” siger han.

Hjemmets væg er af plastik
Familien bor tæt i teltet. Mongga og lillebroren sover i den ene side af teltet, som også bliver brugt til stue og køkken, og i den anden ende sover forældrene. Teltet er delt op med et tyndt stykke plastik.”Det er ikke så rart at sove så tæt på hinanden. Det er ikke så frit for mig. Jeg gad godt, at jeg havde et værelse, hvor jeg kunne hænge plakater op. Da jeg havde mit eget værelse, kunne jeg også høre musik,” fortæller Mongga.

Fælles toiletter i teltlejren
De mange beboere i lejren deler toiletter, vaskeri og bad, så der er ikke meget privatliv. Mongga og familien vil gerne bygge et nyt hus, men de har ikke penge til det. Og grunden, hvor de boede før, ligger under vand, så det er umuligt at bygge der. Der er mange familier som Monggas i Meulaboh. Der er telte overalt i byen, og flere tusinde bor i midlertidige træhuse, indtil de rigtige huse er bygget op igen.

Røde Kors genopbygger i mange år
Røde Kors har siden tsunamien uddelt telte til de overlevende. Teltene skal fungere som boliger, indtil de permanente huse er bygget. Genopbygningsarbejdet efter katastrofer tager tid – det er også tilfældet i Indonesien. Tsunamien har ødelagt så gigantisk meget, at det kommer til at tage flere år, før alt er som før tsunamien.