Se hvor Mongga flygtede hen, da tsunamien ramte byen Meulaboh

 
Nødhjælp

Røde Kors' arbejde efter tsunamien
Få timer efter, at flodbølgen var skyllet ind over Indonesien, gik Indonesisk Røde Kors i gang med det akutte hjælpearbejde. Tusinder af frivillige reddede overlevende ud af ruinerne, de ydede førstehjælp, oprettede blodbanker og uddelte mad.

Alle Røde Kors-selskaber hjælper til
Men Indonesisk Røde Kors kunne hurtigt se, at katastrofen var så enorm, at de ikke selv kunne hjælpe alle dem, der havde brug for hjælp. Derfor kontaktede de Internationalt Røde Kors, for at få hjælp, og de fik Røde Kors-selskaber fra hele verden til at sende hjælp til Indonesien – mandskab, nødhjælp, lastbiler osv.

Hjælp fra Danmark
Dansk Røde Kors sendte den første hjælpearbejder af sted to dage efter tsunamien. Senere fulgte flere efter. Dansk Røde Kors sendte bl.a. en gruppe eksperter af sted, der bestod af 4-5 mand. De sørgede for, at den hjælp, der blev fløjet til Indonesien, blev registreret og sendt ud til katastrofeområderne. I løbet af den første måned sendte Dansk Røde Kors 20 mand til Indonesien.

Rent vand og medicin er det vigtigste
Rent drikkevand er altid utroligt vigtigt lige efter en katastrofe. Efter tsunamien lå mudder, mursten, planker, døde dyr og lig i en stor pærevælling. Og brønde, kloaker og toiletter var oversvømmet. Derfor havde de overlevende ikke adgang til rent drikkevand. Uden mad kan du overleve 2-3 uger, men uden rent drikkevand kan du højst klare dig 3-4 dage. Det er dog også vigtigt, at 
folk får medicin, mad og tag over hovedet.  

Maden i nødhjælpspakkerne bliver købt lokalt – både for, at folk kan få det mad de er vant til, men også fordi det er meget billigere at købe lokalt.