Røde Kors' historie
Den italienske morgensol skinner ned på en blodig forvirring af døde og halvdøde mænd og heste, der ligger blandt væltede kanoner og efterladte geværer. Foran schweizeren Henry Dunant ligger ca. 40.000 soldater, enten døde eller kvæstede i et slag mellem franske og prøjsiske styrker. Denne junidag i 1859 opstår idéen om Røde Kors i Henry Dunants hoved.
Fra vindmøller til hjælpearbejde
Henry Dunant har slet ikke noget med krigen at gøre. Han ville egentlig bare tale med den franske kejser Napoleon den tredje om et vindmølleprojekt.
Men synet af de mange soldater, der ikke fik hjælp, fik Henry Dunant til at glemme alt om vindmøller. I stedet fik han de lokale landsbyfolk til at hjælpe de sårede. Og de hjalp alle – også dem fra fjendens lejr.
Internationalt Røde Kors
Dunant huskede idéen. Og fire år senere, i 1863, oprettede han og en flok landsmænd den Internationale Røde Kors Komité.
Siden opstod Røde Kors-selskaber i flere lande. I 1876 fik Danmark ”Foreningen til Syge og Saaredes pleie under Krigsforhold”, som senere blev til Dansk Røde Kors. De første år var en af de største opgaver at uddanne sygeplejersker - et job som statens sygeplejeskoler nu tager sig af. I dag arbejder Dansk Røde Kors både med socialt arbejde herhjemme og hjælper fattige og katastrofeofre i udlandet.