Ulande
Siger vi uland, forestiller de fleste sig et meget fattigt land, hvor folk lever for et par dollars om dagen. Livet er kort, arbejdet hårdt og undervisning er der hverken tid eller råd til.
Et uland er ikke bare et uland
Nogle ulande lever op til det klassiske billede. Det gælder for eksempel Sierre Leone, som ligger i Afrika. Sierre Leone er det land, FN anser for at være det dårligst udviklede i verden. Bor man dér, kan man kun forvente at blive cirka 42 år gammel. I Danmark bliver folk i gennemsnit cirka 78 år.
Andre ulande er midt i en hurtig udvikling. I nogle ulande er folk uddannet godt nok til at producere elektronik, men lønningerne er stadig så lave, at det kan betale sig for store fabrikker at have deres fabrikker dér. For eksempel er PC-skærmen foran dig garanteret produceret i enten et asiatisk eller østeuropæisk land. Måske vil nogle af ulandene i løbet af nogle år være næsten lige så udviklede som Europa, USA og de andre rige lande.
Hvad gør Røde Kors?
Røde Kors har udviklingsprojekter i flere ulande både i Afrika og Asien. Projekterne handler ikke om akut nødhjælp men om at forbedre levestandarden permanent – for eksempel ved at undervise om aids og andre sygdomme.
Fælles for projekterne er, at Røde Kors forsøger at give den nødvendige viden videre til den lokale befolkning, så de selv er med til at løse problemerne.