Børn i verden - Forældreløse børn
Vidste du...
at der er 34 millioner forældreløse børn i verden?

I Zambia har knap 900.000 børn mistet den ene eller begge forældre, 2002. Foto: Internationalt Røde Kors/IFRC.

Forældreløse børn

34 millioner børn er forældreløse. Og hver eneste dag mister flere børn deres forældre og må klare sig selv. 


Forældreløse på grund af krig eller sygdom
I Congo og Sierra Leone har mange børn set forældrene blive dræbt i borgerkrigen. Når der er krig, er forældreløse overladt til sig selv. Så er de lette ofre for hærledere, der kidnapper børn og bruger dem som soldater.


Aids tager endnu flere forældre end krig. I de afrikanske lande er mere end 25 millioner smittet med hiv. Når forældre med hiv udvikler aids, skal børnene passe både forældrene og de yngre søskende. Og forældrene dør på et tidspunkt, for aids kan ikke kureres.


Hvad gør Røde Kors?

I ulande er der ofte ingen børnehjem. Og fordi flere og flere dør af aids, er der færre onkler og tanter til at tage sig af børnene. Derfor må de forældreløse passe sig selv, hvilket i sig selv er et enormt ansvar. Tit har de slet ikke tid til at gå i skole. Og hvis indbyggerne i et fattigt land ikke har nogen uddannelse, hvordan skal landet så kunne udvikle sig?


Røde Kors giver blandt andet de forældreløse mad og undervisning. Det er vigtigt, fordi det ikke bare hjælper de forældreløse men hele det samfund, børnene skal leve i.