Vidste du... at alene i Cambodja har 200.000 børn mistet deres forældre på grund af krig?
Projekt om børn i krig
Børn i krig er et interessant og følelsesladet emne at lave projektarbejde om, og der er derfor mange problematikker at tage fat på. Det er dog stadig et meget bredt emne, så det er en god ide, hvis du indsnævrer det lidt mere, så det for eksempel handler om børnesoldater eller krigstraumatiserede børn.
Før du for alvor tager fat på projektopgaven, skal du også huske at lave en problemformulering og at overveje, hvilket produkt du vil lave. Problemformulering Det er vigtigt for din opgave, at du har en god problemformulering. En problemformulering er et spørgsmål, som din opgave forsøger at besvare.
Lad være med at vælge et spørgsmål, man kan svare ja eller nej til. Tag i stedet udgangspunkt i noget der undrer dig eller som du gerne vil blive klogere på. For eksempel:
Hvordan kan man hjælpe krigstraumatiserede børn?
Hvorfor er børn særligt udsatte, når der er krig?
Hvorfor bliver de internationale regler om beskyttelse af børn ikke overholdt?
Hvilke konsekvenser har det for børn at opleve krig?
Produkt Du skal lave et produkt, som er med til at formidle din opgave til resten af klassen.
Dit produkt skal passe godt til det indhold, du gerne vil formidle. Handler projektet om børn i en bestemt krig eller et bestemt land, kan produktet for eksempel være en pjece. Hvis dit projekt handler om at leve med krigstraumer, er det måske en bedre idé at lave et digt eller et maleri.
Det vigtigste er, at du selv har lavet produktet og at du kan forklare, hvorfor netop dét produkt passer godt til indholdet i din opgave.
Husk også at tænke over, hvordan du bedst bruger din kreativitet. Lad være med at lave en fotomontage, hvis du ikke har taget billeder før. I stedet kan dit produkt være en lydshow, en novelle eller noget helt femte.
Du kan læse mere om projektopgaver på undervisningsportalen EMU.