Krige nu - [ Israel / Palæstina ]

Se filmklip om Israel/Palæstina
Identitetstjek i Hebron, fotograf Nick Danziger, ICRC

Israel-Palæstina konflikten

Ahmed er en glad dreng fra 5. klasse på Geet Skole på den israelsk besatte Vestbred. Han bor sammen med sine forældre, søskende og onkler – 11 mennesker i alt – og han leger med sine venner, når han har fri.

Men konflikten mellem israelere og palæstinensere skubber sig hele tiden ind i hans liv. Landsbyen ligger i et område, der er nærmest omkranset af den israelsk opførte sikkerhedsmur. Ahmed og hans familie skal gennem tjekpoints, hver gang de skal ret langt udenfor deres landsby.

De israelske soldater fylder meget i området og gennemfører jævnligt natlige eftersøgninger. Mange af børnene i landsbyen siger, at de er bange for de israelske soldater.

»Jeg skulle med min mor til Nablus (en større by i området) en dag, men tjekpointet var lukket. Mens vi ventede, var der en, der prøvede at gå foran for at snakke med soldaterne. Soldaten tog sit gevær og holdt det mod hans hoved og råbte: ”Jeg skyder dig”,« fortæller Ahmed.

Ifølge Dansk Røde Kors’ hjælpearbejder på Vestbredden, Leslie Otto Grebst, virker krige og konflikter meget voldsomme på børn – og mange af dem er simpelthen bange for selv at blive slået ihjel.

»Mange af de her børn har set naboer, bekendte eller familiemedlemmer blive arresteret eller måske endda dræbt. Det går meget tidligt op for dem, at heller ikke børn er udødelige«, siger han.

Ahmed siger, at han én gang har været så bange for soldaterne, at han troede, han ville blive slået ihjel. Det var en dag, da han lige var trådt ud på gaden på vej til skole. »Udenfor stod en
militærjeep, og soldaterne råbte, at jeg skulle komme hen til dem ved bilen. Jeg vidste ikke, hvad de ville,« husker han.

Ahmed fandt aldrig ud af, hvad soldaterne ville, for han blev så bange, at han vendte om og løb alt hvad han kunne hjem igen.