 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
|
Krigsfanger
Når der er krig, er der også soldater, der overgiver sig eller bliver taget til fange. De er krigsfanger, og de skal behandles ordentlig efter regler, der er vedtaget i Genève-konventionerne og underskrevet af hele 192 lande.
Flink ved fjenden? Genève-konventionerne siger blandt andet, at man ikke må torturere eller ydmyge krigsfanger, at de skal indkvarteres i sikkerhed - fangerne må f.eks. ikke være der, hvor bomberne falder. Krigsfanger skal også have mulighed for at skrive hjem til familien.
Det lyder enkelt, men i virkeligheden kan det være hårdt at være krigsfange. Begreber som fornuft og medlidenhed bliver svære at forstå i en dagligdag, hvor der hele tiden er folk, der bliver dræbt. Hvorfor skal man opføre sig pænt over for en fjendtlig soldat, der har overgivet sig – når han tidligere på dagen kastede bomber efter ens egen lejr? Måske fordi fjenden også tager krigsfanger – dine kammerater - og de skal jo helst behandles ordentligt.
Hvad gør Røde Kors? Røde Kors har som de eneste i verden ret til at besøge alle krigsfanger for at se, om de bliver behandlet efter reglerne – og hjælpe dem med at komme i kontakt med deres familier. Hvert år besøger Røde Kors 400.000 krigsfanger over hele verden – det gælder også de fanger, USA i øjeblikket har interneret på Guantanamo-basen i Cuba og i Bagram i Afghanistan. |
|
 |
 |