Voldtægt


At have været udsat for voldtægt eller et andet seksuelt overgreb er en yderst traumatiserende hændelse for offeret. Derfor betragtes det af samfundet som en meget alvorlig forbrydelse.

Offer og gerningsmand har ofte forskellige opfattelser af, om der er tale om en voldtægt. Offeret føler sig seksuelt krænket, mens gerningsmanden ofte udtrykker, at forholdet var frivilligt og foregik i enighed. Opfattelserne kan derfor nemt komme til at stå som påstand mod påstand.

Der har gennem årene været mange myter om, at mænd ikke kan voldtages. Erfaringerne viser imidlertid, at det også sker, at mænd bliver voldtaget af andre mænd. Og det er naturligvis lige så krænkende, som når det er en kvinde.

Endelig er det vigtigt at huske på, at en voldtægt ikke kun handler om at få tilfredsstillet et seksuelt behov. Det handler lige så vel om at få tilfredsstillet et behov for at dominere - et behov for at føle, at man har magt til at gennemføre det, man vil.

Syv gode råd
Når et nærtstående familiemedlem eller en god ven/veninde udsættes for voldtægt eller voldtægtsforsøg, kan det være svært at vide, hvordan man hjælper og støtter offeret bedst muligt.

Nogen mennesker reagerer - i deres egen usikkerhed - ved slet ikke at tale om voldtægten eller spørge ind til den. Andre undgår helt offeret, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre eller sige. De føler en form for forlegenhed.

Her følger en række gode råd om, hvad du kan gøre for at støtte offeret:

  • Vær omkring offeret. Tilbyd så vidt muligt at være der de første dage efter overgrebet.
  • Lyt og spørg ind til hændelsen og vær støttende. Offeret har brug for at fortælle om hændelsen igen og igen. Vedkommende kan have mange forvirrende og modstridende følelser, som han/hun har brug for at få luft for. Desuden kan det være en stor lettelse at få lov til at græde.
  • Stil dig ikke tvivlende over for det, offeret fortæller. Det er vigtigt for voldtægtsofferet at blive troet på og accepteret.
  • Vær tålmodig. Det tager tid at kome sig oven på en så alvorlig hændelse.
  • Tilbyd praktisk hjælp. Det kan være helt uoverskueligt for offeret at udføre selv de mest almindelige gøremål.
  • Vær til rådighed i det omfang, du selv har kræfter. Hvis overgrebet ønskes anmeldt til politiet, så tilbyd at tage med - også til lægen, hvis der skal laves en lægeundersøgelse.
  • Tal med dine venner og din famile. Det kan være overvældende og også lidt skræmmende at forsøge at støtte og hjælpe en person, der har været udsat for en så traumatiserende hændelse som en voldtægt. Hvis det bliver for meget for dig, eller du føler dig magtesløs, så brug dit eget netværk. Her kan du tale om dig selv, og hvordan du har det.