Til Dansk Røde Kors
                 
Lærerværelset   Forside     Ordbog Links Tegneserie   Kontakt

Her kan du finde en forklaring på ord

-som du måske ikke helt ved hvad betyder, eller slet ikke kender



 


AIDS

Forkortelsen for Acquired Immune Deficiency Syndrome. AIDS er den sygdom, man kan udvikle, hvis man er smittet med HIV-virus. HIV-virus angriber de hvide blodlegemer, som kroppen har brug for, når den skal slås imod infektioner, fx. lungebetændelse. HIV gør altså kroppens immunforsvar svagt, og derfor er HIV-smittede meget sårbare overfor sygdomme, som kroppen normalt sagtens ville kunne klare. I Danmark kan man få medicin, som kan holde HIV-virusíen i skak og forhindre, at man får AIDS. Men det er en meget dyr medicin, som de fattige u-lande ikke har råd til, og derfor dør hundredtusindvis af mennesker i især Afrika og Asien hvert år af AIDS.


Top


Bestikke

Når du betaler et andet menneske penge eller andre goder for at gøre noget ulovligt for dig. Hvis du for eksempel bliver stoppet i din bil og har drukket for meget alkohol til at måtte køre, og du så betaler politibetjenten 500 kroner for at lade dig køre videre uden at du får en bøde eller får taget dit kørekort, er det bestikkelse. Det er ulovligt både for den, som bestikker og for den, som tager imod bestikkelsen.
I mange u-lande tjener mennesker, som arbejder fx i politiet eller på offentlige kontorer ikke ret mange penge. Det er én af grundene til, at bestikkelse er mere almindeligt i u-landene end i den rige del af verden.


Bounty strand

Bounty er en chokoladestang med kokosfyld. Kokos kommer fra lande med et varmt klima, og mange af de lande har smukke, hvide sandstrande og krystalklart, blåt vand. Især i reklamerne for Bounty chokolade. Derfor kalder man sådan nogle strande for Bounty strande.

Top


Diarré

En alvorlig udgave af tynd mave. Diarré er en af de sygdomme, som slår flest mennesker - især børn - ihjel i u-landene. Den opstår på grund af bakterier i drikkevandet eller maden eller på grund af dårlig hygiejne i det hele taget. Hvis man har diarré i lang tid eller får det tit, tapper det kroppen for kræfter. Den tynde afføring gør, at kroppen mister meget væske, salte og mineraler. Det er nemt at behandle diarré, hvis man har medicinen til det, men det har de fattige i ulandene sjældent, og derfor dør mange af sygdommen.


Fattigdomsgrænsen

Det mindste beløb eller indtægt, man som menneske kan klare sig for. Har man færre penge end det, lever man officielt i fattigdom. Det er FN, som bestemmer fattigdomsgrænsen, og den er forskellige fra land til land. En dansker har brug for mange flere penge for at overleve end en filippiner, fordi det er dyrere at bo, leve og spise i Danmark. Til gengæld tjener vi også mange flere penge end folk i Filippinerne gør.

Top


Fejlernæret

Hvis man ikke får nok eller får det forkerte at spise igennem lang tid, bliver man fejlernæret. Hvis man for eksempel spiser næsten den samme mad hver dag, får kroppen ikke alle de vitaminer, mineraler og proteiner, den har brug for. Hvis man så også spiser for lidt hver dag, kan det gå helt galt, og man kan blive underernæret. Billeder af børn fra Afrika med tændstiktynde arme og ben og oppustede maver er slemme eksempler på underernæring.
Når man er fattig, har man ikke råd til at købe dyr mad, for eksempel kød, æg og fisk. Fattige i Filippinerne spiser for eksempel meget ris, fordi det er billigt og mætter godt. Men hvis de ikke også får kød, fisk, frugt og grøntsager ofte, kan de blive fejl- eller underernærede. I den rige del af verden har vi det modsatte problem: Vi får for meget og for fed mad og bliver for tykke. Det har kroppen heller ikke godt af, og mange mennesker dør af sygdomme, som følger med fedme og usund livsstil: Hjertestop, blodpropper, lungekræft af rygning osv.


HIV
- se AIDS

Top


Konvention

En samling af regler, som nogle mennesker eller lande er enige om at følge på et bestemt område. Der findes for eksempel en konvention om menneskerettigheder, om tortur, om børns rettigheder, om reglerne i krig og konflikt osv.
En konvention er ikke en rigtig lov, som et land eller menneske kan straffes efter, hvis man ikke overholder den. Man kan højst kritisere et land, som for eksempel bruger tortur mod fanger i fængsel.
Men konventioner er alligevel en måde at sige til verden på, at for eksempel børns rettigheder er noget, man skal respektere og overholde. Det viser, at man ikke er ligeglad med, hvordan børn har det eller hvad de har brug for.


Lokal

Når noget hører til eller ligger i et bestemt område eller sted. En lokal skole er den skole, som børn i en bestemt del af byen hører til - eller den skole, som ligger i landsbyen.

Top


Luftvejsinfektion

En forkølelse, halsbetændelse eller hoste, som påvirker dig, når du trækker vejret, kaldes en luftvejsinfektion.. Infektion er en form for betændelse, som gør, at kroppen reagerer med sygdom. En betændelse i luftvejene kan komme, hvis man lever under usle forhold, for eksempel ikke har tag over hovedet, men sover ude i al slags vejr, at man bor et fugtigt og klamt sted, og man måske heller ikke har tøj nok på. Forurening i luften, for eksempel fra en fabrik med osende skorstene eller fra udstødningen på biler kan også give problemer med luftvejene. Det sker for mange af gadebørnene i Manila. De har hverken et ordentlig sted at bo, tøj nok på og færdes dag og nat i den forurenede luft i byen.


Mango

En tropisk frugt, som vokser på mangetræet. Den er stor og meget sød i smagen. Den kan også købes i Danmark, som køber den fra for eksempel Sydafrika, Chile og andre lande langt væk.

Top


Moral

Uskrevne regler for, hvad der er rigtig og forkert, godt eller dårligt. For eksempel er det forkert at lyve. Det står ikke i en lov og man kommer ikke i fængsel for at lyve. Men det er moralsk forkert at gøre.
Der findes ikke én moral for alle mennesker i verden, og nogle er ikke enige i den moral, som de fleste mennesker synes er rigtig. Moralen kan også være forskellig fra land til land. Tit hænger moralen også sammen med den religion, man tror på. For eksempel må man i nogle lande ikke gå i seng med sin kæreste før man bliver gift. Det er moral, men det er også religion, fordi kirken og præsterne siger, at sådan er det.


Obligatorisk

Noget man skal gøre. I Danmark er det obligatorisk for alle børn, at de skal undervises, men ikke at de skal gå i skole. I andre lande skal man gå mindst fire år i skole, det er obligatorisk. I Folkeskolen er nogle fag obligatoriske, og så skal man lære dem, for eksempel dansk, engelsk, tysk, matematik osv.

Top


Officielle

Når noget er vedtaget eller almindeligt kendt og bruges af myndighederne eller dem, som bestemmer, er det officielt. For eksempel er alle love i Danmark officielle. Men ikke alle papirer, som for eksempel et ministerium arbejder med, er officielle. Nogle er fortrolige - det vil sige hemmelige - for befolkningen. Meget af det militæret laver er heller ikke officielt, fordi "fjenden" ikke må vide det, hvis der skulle blive krig.


Prostitueret

Er en mand eller kvinde, som lever af at sælge sex til andre. Det kaldes også en luder eller trækkerdreng.

Top


Romantiker

En, som drømmer og tænker meget i følelser og fantasier - ofte om at tingene skal være andeledes og bedre, selvom det måske ikke kan lade sig gøre. Man siger om nogle, at de er uhelbredelige romantikere - at uanset hvor håbløst alt ser ud, så drømmer de om at tingene skal være bedre.


Romersk-katolsk

En bestemt tro inden for kristendommen. Hvis man er kristen, som vi er det i Danmark, kan man enten være katolik eller protestant. Langt de fleste danskere er protestanter. Katolikkerne bekender sig til den del af den kristne kirke, som kalder sig romersk-katolsk. Katolikker mener, at Paven i Rom er den øverste leder i kirken.
Der er mange katolikker i de sydeuropæiske lande og i østeuropa, men også rundt om i verden. Da lande som Spanien og Portugal havde kolonier i Afrika, Asien og Sydamerika, rejste der religiøse mennesker ud - missionærer - som overbeviste indbyggerne i de lande om, at det ville være bedre for dem at tro på Jesus og paven i Rom end at dyrke religioner med for eksempel ånder og hellige dyr.

Top


Slum

Meget fattige kvarterer, mest i storbyer, kaldes slum. I mange u-lande flytter de fattige fra landet ind til byerne i håb om at finde arbejde og tjene penge der. Men de har ikke råd til at købe noget at bo i, så mange starter med at banke et skur eller en hytte sammen af forskellige materialer, de kan finde eller købe billigt, for eksempel pap, plastic og blik. Når mange mennesker gør de samme sted, opstår der hele slumkvarterer - nogle steder kalder man dem for shanty-towns. Næsten alle storbyer i u-landene har slumområder, hvor de fattigste bor.


Sniffe

At snuse ind gennem næsen. Engang var det populært blandt skoleelever at sniffe lightergas i Danmark, fordi stofferne i gassen gør dig svimmel eller "skæv". I Manila sniffer mange af gadebørnene lim, fordi de ikke kan holde deres liv og hverdag ud. Limen er rimelig billig at købe - og meget giftig. Når børnene er skæve af stofferne fra limen, kan de glemme deres ulykkelige liv for en stund. Men limen er meget, meget skadelig for hjernen og nogle af stofferne kan også give børnene kræft senere i livet.

Top


Tuberkulose

En sygdom, som især angriber lungerne, og som man kan dø af. Det er en bakterie - tuberkel - som er skyld i sygdommen, og den smitter. Der opstår knudeformet betændelse, som kan brise og danne sår, for eksempel i lungerne.
Tuberkulose kan behandles med medicin, og i dag er det en meget sjælden sygdom i Danmark. Men i ulandene findes den, fordi den typisk rammer mennesker, som bor mange tæt sammen under dårlige forhold. Tuberkulose er også meget almindelig i fængsler, hvor der bor mange fanger i hver celle, for eksempel i mange af de tidligere Sovjet-republikker.

Top